Overvejer du at stille op til skolebestyrelsen? Derfor er det en god idé
3 grunde til at være i skolebestyrelse
- I sætter retningen: Gennem arbejdet med principper beslutter I, hvad der skal kendetegne skolen – fx et stærkt skole-hjem-samarbejde eller fokus på fællesskaber.
- I kan gøre en forskel for eleverne: Ved at sætte en tydelig retning og prioritere ressourcerne kan I styrke trivsel og faglighed for eleverne. Beslutninger om skoledagens længde, valgfag eller prioritering af to-voksenordninger kan mærkes i dit barns dagligdag.
- I styrker demokratiet: Skolebestyrelsen sikrer, at forældrenes stemme er en del af skolens ledelse. Skolen udvikler sig bedst, når det sker i et samarbejde mellem skolens parter, hvor de fleste er repræsenteret i skolebestyrelsen.
De 6 vigtigste ting en skolebestyrelse laver
- Fastlægger principper, der sætter retning for skolens arbejde. Et princip indeholder en række overordnede målsætninger, som skolens ledelse skal arbejde med at få ud at leve i praksis på skolen. Der er 8 obligatoriske principper, men i skolebestyrelsen kan I lave principper for de områder, I ønsker. Jeres principper kan forme skolens kultur i mange år frem.
- Fører tilsyn: I kan bede om data og orienteringer fra skolelederen for at følge op på fx kvaliteten af undervisningen, elevernes trivsel og om skolen arbejder efter de principper, som I har fastsat.
- Arbejder med skolens værdiregelsæt, som beskriver de fælles værdier for adfærd og trivsel på skolen, der skal fremme respektfulde relationer mellem elever og voksne og indeholde en overordnet antimobbestrategi. Ordensreglerne supplerer værdierne ved at konkretisere, hvad der er tilladt og ikke tilladt, og hvilke konsekvenser der er, hvis reglerne overskrides.
- Godkender budgettet: Budgettet skal hænge sammen med de principper og ønsker, bestyrelsen har, og bestyrelsen kan ændre i budgettet, hvis man fx ønsker, at der bruges penge på en lejrtur eller to voksne i klasserne i nogle timer i stedet for på noget andet.
- Inddrages i ansættelser: Mindst én repræsentant fra skolebestyrelsen skal deltage i beslutningen, hvis der skal ansættes en leder. I kan også få indflydelse og evt. være med i ansættelsesprocessen, når der skal ansættes lærere, pædagoger eller andre ledere.
- Samarbejder med kommunalbestyrelsen: Skolebestyrelsen bliver inviteret til at udtale sig eller give høringssvar i kommunalbestyrelsen, før der bliver vedtaget endelige beslutninger om fx: ændring af skoledistrikter eller rullende skolestart. I kan også selv henvende jer til forvaltningen eller politikerne, hvis I har bekymringer eller idéer.
Hvem sidder i en skolebestyrelse?
- Forældrerepræsentanter (valgt for 4 år)
- Medarbejderrepræsentanter (valgt for 1 år)
- Elevrepræsentanter (valgt for 1 år)
- Skolelederen (sekretær for bestyrelsen uden stemmeret)
Derudover kan kommunen have besluttet, at der skal være 1 eller 2 repræsentanter for det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger i skolebestyrelsen. Og så kan skolebestyrelsen anmode om (men ikke kræve) at kommunalbestyrelsen lader et af sine medlemmer deltage i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.
Alle forældre med barn på skolen – også kommende skolebørn – kan stille op. Der er altid flertal af forældre og formanden skal være forælder.
10 ting I kan få indflydelse på
- Samarbejdet mellem skole og hjem
- Undervisningens organisering
- Elevernes faglige og sociale udvikling
- Skolens værdigrundlag og ordensregler
- Antimobbestrategi
- Budget og prioritering af ressourcer
- Tilsyn med undervisning og trivsel
- Ansættelse af skoleleder
- Karakterer i 6.–7. klasse
- Kortere skoledage, valgfag og brug af timebanken
5 ting du får ud af at sidde i en skolebestyrelse
- Indflydelse på dit barns skole
- Erfaring med bestyrelsesarbejde, strategi og beslutningsprocesser
- Indsigt i skolens dagligdag, økonomi, prioriteringer og ansættelser
- Tæt samarbejde med ledelse, elever og medarbejdere
- Et netværk med andre engagerede forældre
3 ting det kræver at sidde i en skolebestyrelse
- Tid: Der er cirka 10 møder årligt – plus forberedelse og eventuelle arbejdsgrupper.
- Ansvarlighed: Fortrolighed og respekt for rollen.
- Helhedssyn: Du repræsenterer alle skolens forældre – ikke kun dit eget barn.
Nye muligheder for skolebestyrelsen med ’Folkeskolens kvalitetsprogram’
Med Folkeskolens kvalitetsprogram har skolebestyrelsen fået et ansvar og mulighed for at præge skolen i højere grad. De områder, som skolebestyrelsen fx har fået indflydelse på er:
- Timebanken: Frihed til kortere skoledage og afskaffelse af understøttende undervisning – skolebestyrelsen kan prioritere, hvordan ressourcerne på skolen skal bruges. Fx kortere skoledage, SFO’en eller flere voksne i undervisningen.
- Mulighed for karakterer på 6. og 7. klassetrin: Skolebestyrelsen kan beslutte, sammen med skolens ledelse, at indføre karakterer fra 6.-7. klasse.
- Deltagelse i skoleudviklingssamtalen: Skolebestyrelsen skal nu deltage i skoleudviklingssamtalen med fx skoleleder og skolechef og har derfor i endnu højere grad indflydelse på skolens udvikling.
- Flere praktisk fag og større valgfrihed: Skolebestyrelsen kan være med til at beslutte hvilke valgfag, der skal oprettes på skolen.
Skole og Forældre er altid klar til at hjælpe dig
Er dit barns skole medlem af Skole og Forældre, så sidder vi altid klar til at hjælpe dig og klæder dig på til opgaven.
- Du modtager nyhedsbrev fra os ca. hver 3. uge med konkret inspiration til dit arbejde
- Du kan altid ringe til vores skolebestyrelsesrådgivning på tlf. 3326 1721 på hverdage 9 -14
- Du kan deltage gratis i vores webinarer om fx ny lovgivning




