Skolebestyrelsens arbejde med dannelse

Skolebestyrelsens arbejde med dannelse

Der er meget, skolebestyrelsen kan gøre for skolens arbejde med elevernes dannelse

Skole og Forældre udgav i november 2015 et temanummer af magasinet Skolebørn med fokus på dannelse. Online-udgaven af magasinet kan ses her.

Et relevant udgangspunkt er folkeskolens formålsparagraf, der, som Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen, siger det i denne artikel, ”både handler om de kundskaber og færdigheder, vores børn skal tilegne sig i skolen, og om de bløde værdier, som forståelse af sig selv og af andre og deltagelsen i et demokratisk samfund.”

Læringsmål – også for dannelse
En gennemgående pointe, når emnet er dannelse i folkeskolen, er, at dannelse og faglighed er hinandens forudsætninger. Det kommer således også til udtryk i folkeskolens læringsmål, de såkaldte Fælles Mål, der, som det dokumenteres i denne artikel, rummer mål for meget mere end det snævert faglige.

Men som Skolebørns undersøgelse viser, er det de færreste, der er klar over, at elevens alsidige udvikling og demokratisk dannelse også er en del af Fælles Mål. Læs om det i artiklen ”Dannelsen i skolen er næsten usynlig”.

Som udgangspunkt for en drøftelse, kan I stille disse spørgsmål:

  • Hvad er det vigtigt for jer, at eleverne får ud af at gå på jeres skole?
  • Hvilke værdier er vigtige for jeres skole?
  • Hvordan skal elever, personale og forældre eksempelvis være over for hinanden?

Afhængig af, hvad I når frem til, kan det være relevant at kigge på skolens værdiregelsæt.

Dannelse i læringsmålene
Skolelederen kan redegøre for, hvordan der arbejdes med læringsmål på skolen. Brug det som udgangspunkt for en diskussion om, hvordan de skal bruges, og hvad fokus skal være på jeres skole.

Sørg for i jeres tilsyn ikke kun at have fokus på udviklingen i elevernes faglige resultater, men også på eksempelvis elevernes demokratiske dannelse samt personlige og sociale udvikling. Følg for eksempel udviklingen i, hvor mange elever, der ikke bliver erklæret uddannelsesparate i 8. klasse på baggrund af deres personlige og sociale forudsætninger.

Den demokratiske dannelse
Se artiklen ”Elever opfordres til at sige deres mening, men høres ikke”.

Undersøg, hvordan tallene for elevernes oplevelse af inddragelse i den nationale trivselsmåling ser ud for jeres skole (find tallene for jeres skole her) og diskutér, om der er brug for en indsats. Skal I have et princip for elevdemokrati?

Brug eventuelt dette refleksionsskema til udarbejdelsen af princippet.

Skriv ind i jeres værdiregelsæt, at elevernes holdninger og idéer skal tages alvorligt og så vidt muligt føres ud i livet.

Før tilsyn med, at lærere og pædagoger løbende samarbejder med eleven om fastlæggelsen af de mål, der søges opfyldt (folkeskoleloven § 18 stk. 4), at skolens leder inddrager skolens elever i spørgsmål vedrørende deres sikkerhed og sundhed (§ 45 stk.5) og at der er et elevråd på skolen, som behandler spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed (§ 46).

Den digitale dannelse
Se artiklen ”Lær børnenes digitale liv at kende”.

Formuler et princip for brug af digitale medier i undervisning og frikvarterer og/eller inddrag digitale medier i andre principper. Det kan for eksempel være i principperne for bevægelse i undervisningen, skole-hjem-samarbejde eller inklusion.

Indskriv retningslinjer for brug af digitale medier i skolens værdigrundlag og antimobbestrategi. Især det sidste er vigtigt, fordi digital mobning er en helt væsentlig del af den mobning, der foregår i dag.

Tag initiativ til temamøder, eventuelt med oplæg af eksperter om digitale medier – ikke kun om mobning, men også om, hvordan medierne kan bruges positivt.

Skole og Forældre samarbejder med Red Barnet om DropMob. Her er der flere materialer til skolebestyrelsens arbejde - blandt andet om digital mobning.

 

Senest opdateret den

20. august 2019

af

pe

Læs også

05.12.24
Afstem jeres forventninger - øvelse til skolebestyrelsesmødet
I kan have forskellige forudsætninger og forventninger til det arbejde, der følger med at sidde i en skolebestyrelse. Derfor er det vigtigt, at I...
23.02.23
Princip for meddelelsesbogen
Skole og Forældre har formuleret nedenstående princip for meddelelsesbogen til inspiration til skolebestyrelserne