Ny evaluering af inklusion: Investeringer er afgørende
En længe ventet evaluering fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser, at målet om god inklusion langtfra er nået. Det er ikke overraskende for Rasmus Edelberg, så nu handler det om at finde løsninger, der får det til at fungere endnu bedre. Idealet, om at folkeskolen skal give plads til forskellighed og tilbyde alle skolens elever en plads i fællesskabet, er nemlig det helt rigtige.
- Vi ved, at det her kan lykkes, når de rette ressourcer er til stede. Erfaringen fra eksempelvis de såkaldte NEST-klasser i Århus viser, at investering i voksen-barn relationer kan sikre kvaliteten. Når der er omsorg, gode relationer og fokus på pædagogisk arbejde med fællesskabet, så er det til glæde for både børnene og samfundet. Derfor er det helt afgørende, at vi investerer i de faglige og sociale fællesskaber, og at vi fokuserer på børnenes trivsel og behov fremfor på kvantificerede mål om en vis inklusionsgrad.
Brug for flere kompetencer og bedre forældresamarbejde
Rasmus Edelberg er forventningsfuld ift. til det arbejde, der ligger forude om inklusion i ’Sammen om skolen’, for løsninger skal findes i fællesskab. Udover investering i folkeskolen, så niveauet følger den øvrige velstandsudvikling i samfundet, kan han pege på nogle særlige områder, han mener, der skal fokus på.
- Der er allerede små forbedringer med fx grænser for megaklasser i indskolingen. Men kun cirka 1,2 % af lærerne i folkeskolerne har været på et formelt kursus, der relaterer sig til kompetencer inden for specialpædagogik, og samtidig har man ikke længere mulighed for at tage faget specialpædagogik på læreruddannelsen. Der bliver brug for de kompetencer, for lærerne skal klædes endnu bedre på til at kunne rumme alle børn i klassen. Samtidig skal de ikke stå alene, så ressourcepersoner som PPR skal meget tættere på, og vi skal have ventetid på samtaler ned, så familierne ikke skal vente halve og hele år på at komme videre.
Han mener, at mere fokus på kompetencer og tættere relation og samarbejde med ressourcepersoner også kan føre til bedre kommunikation og samarbejde med forældre til børn med særlige behov. De oplever nemlig alt for ofte at stå alene i afmagt, når de skal fungere som tovholdere for deres eget barn i et kommunalt system, der er svært at finde rundt i. Det er hårdt og opslidende.
Økonomien skal kunne følge med behovet
I dag løser kommunerne inklusionsopgaven meget forskelligt. 51 pct. af kommunerne arbejder ud fra en decentral budgetmodel, hvor den enkelte skole helt eller delvist selv skal betale, når en elev flyttes til specialundervisning i en specialklasse. Det viser en tidligere kortlægning fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed. Det kan som sådan være godt med frihed til skolerne, mener Rasmus Edelberg, fordi ejerskab til økonomien skaber incitament til at inkludere på lokalt niveau. Men værdien af modellen afhænger af, hvordan den bliver brugt, da der også er faldgruber.
- Når budgettet bliver overskredet på specialundervisningsområdet, hvilket 75 kommuner oplevede, så bliver merforbruget i cirka halvdelen af kommunerne typisk dækket via besparelser på skolens eget budget. Det betyder jo, at manglende finansiering går ud over alle børn, og at skolerne får meget svært ved at lave forebyggende indsatser, der kan nedbringe segregering og styrke bredere fællesskaber i almene miljøer. Samtidig risikerer vi, at nogle børn ikke får det skoletilbud, de har brug for, fordi skolerne holder for længe på børnene pga. økonomien. Det kan svække forældrenes tillid til, at systemet er sin opgave voksen. Ansvar, opgaver og ressourcer bliver altså nødt til at hænge bedre sammen.
