Lisbjergskolen vinder DM i Skoleudvikling 2019

Lisbjergskolen vinder DM i Skoleudvikling 2019

Det Kreative Speciale - individuelt tilrettelagt valgfagsundervisning - vinder førsteprisen på kr. 50.000 i DM i skoleudvikling.1

Lisbjergskolen i Aarhus Kommune vinder DM i skoleudvikling 2019. Lisbjergskolen har med Det Kreative Speciale skabt en form, hvor eleverne tænker innovativt, og hvor der tages et nytænkende individuelt hensyn i tilrettelæggelsen af valgfagsundervisningen ved at respektere hver enkelt elevs ønske om, hvad de vil arbejde med, og herefter designe de hold, der kan rumme alle de forskellige emner.
Skolen løber derfor med førsteprisen på 50.000 kr. Pengene blev uddelt på Skole og Forældres landsmøde i Nyborg den 15. november 2019. I alt blev der uddelt præmier for 100.000 kr.

Mange fremragende udviklingsforløb
Det er fjerde år i træk, prisen for DM i skoleudvikling uddeles. I år var der 25 udviklingsforløb med i kampen om priserne, og i løbet af de fire år har flere end 150 skoler deltaget med flere hundrede udviklingsforløb. DM i Skoleudvikling er skabt for at sætte fokus på de mange fremragende udviklingsforløb, som folkeskolen er fuld af.

Vinderforløbet skaber engagement
Lisbjergskolen har med Det Kreative Speciale skabt en form, hvor eleverne lærer at omsætte deres forståelse af verden til æstetiske formudtryk, hvor eleverne fagligt og formmæssigt tænker innovativt, lærer at tage ansvar og at eksperimentere og mestre forskellige udtryk. Projektet har derudover fokus på formidling og nytænkning.
Vanetænkningen er vendt på hovedet med dette oplagte, men alligevel nye greb, der sikrer, at alle elever er hørt og har engagementet med sig.

- Lisbergskolen viser, hvordan man med individuelt tilpasset undervisning får engagerede elever. Det Kreative Speciale, hvor holdene i undervisningen bliver lavet på baggrund af elevernes egne ønsker, er en lille demokratisk og pædagogisk genistreg. Derfor vinder Lisbjergskolen fortjent 1. præmien i DM i Skoleudvikling, siger Rasmus Edelberg, landsformand i Skole og Forældre.

Læs mere om vinderprojektet

Vinderen modtog 50.000 kr. på Skole og Forældres landsmøde
Lisbjergskolen modtog 1. prisen i DM i skoleudvikling på kr. 50.000 den 15. november 2019 på Skole og Forældres landsmøde i Nyborg. DM i skoleudvikling er arrangeret af Danske Skoleelever og Skole og Forældre. I juryen er der foruden arrangørerne repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skolelederforeningen og Undervisningsministeriets læringskonsulenter. Se mere om kriterier på www.dmskoleudvikling.dk

Vindere af 2. - 5. præmie og publikumsprisen

Ud over vinderprisen uddeles der præmier fra 2.- til 5. pladsen samt en publikumspris

2. plads: Nymarkskolen, Svendborg Kommune

Nymarkskolens toårige projekt med udvikling af skolens indergård som et læringsrum med en biotop bestående af både planter og insekter udfolder mulighederne for samarbejde mellem ungdomsuddannelse og folkeskole med elev til elev-inspiration, åben skole og samarbejde med både lokale ressourcer og landsforeninger. Derudover er det tværfaglig undervisning og ikke mindst god brug af mangfoldige læringsmiljøer, som motiverer og giver lyst til læring og samarbejde. Der er endda gjort noget for at give truede bier bedre vilkår.
Læs mere

3. plads: Strib Skole, Middelfart Kommune

Strib Skole har omsat teknologi- og IT-dagsordenen til leg, dans og spil for både indskolingselever og personale. Skolen samarbejder med både skoler og læringscentre i Holland, England, Sverige og Finland. I projektet har de formået at få elever i indskolingen til at samarbejde med elever i andre lande.

Projektet handler ikke bare om at lære at kode, men mere om at forstå de bagvedliggende tankeprocesser og tilgange, som vores digitale verden bygges op af, eksempelvis algoritmer.

Læs mere

4. plads: Svartingedal Skole, Bornholms Regionskommune

Juryen er som mange andre blevet smittet af den bornholmsk-ægyptiske danseglæde. Det er enkelt, ligetil og oplagt, at det har en god virkning af danse sammen. På Svartingedal Skole på Bornholm gør de det så to gange om ugen året rundt i skolegården - hele skolen. Det giver ikke bare glæde og begejstring. Det er også inklusion. Det er med til at udvikle børnenes kreativitet og styrker fællesskabet på skolen. Det er et meget enkelt projekt, men når man gør det så gennemført, som på Svartingedal Skole, må det hædres.

Læs mere

5. plads: Maglegårdsskolen, Gentofte Kommune

Med FN’s 17 verdensmål som omdrejningspunkt arbejder Maglegårdsskolen sammen med det amerikanske universitet M.I.T. (Massachusetts Institute of Technology) om systemisk opmærksomhed i børnehøjde, eller Compassionate Systems, som det hedder. Det er ambitiøst og kompliceret, men også med til at give sammenhæng og identitet på skolen, og så får det elevernes dannelse til at fylde i hverdagen. Så bag Maglegårdsskolens mange avancerede ord viser det sig, at det abstrakte bliver omsat til noget vedkommende, og skolen virkelig vil noget med vores børn – og gøre verden til et bedre sted. Skolen er koblet op på et fælles, globalt sprog, og formår at hjælpe børnene til at handle i forhold til verdens største udfordringer.

Læs mere
 

Publikumsprisen: Svartingedal Skole, Bornholms Regionskommune

Opslaget på Facebook om, hvordan hele Svartingedal Skole danser i skolegården to gange om ugen, havde bare mange flere interaktioner og opslag end nogen anden deltager i DM i skoleudvikling. Man kan også kun blive glad og få lyst til at dele glæden, når man ser, hvilken rolle dansen har fået på den bornholmske skole. Publikumsprisen går til det projekt, der har lavet det mest virale opslag på Facebook. Svantingedal Skole fik frem til deadline 262 likes og 266 delinger og lå dermed over tredive gange højere end sin nærmeste rival i konkurrencen om publikumsprisen.

INFO OM DM
Skole og Forældre står sammen med Danske Skoleelever bag DM i skoleudvikling. DM i skoleudvikling er en landsdækkende konkurrence i skoleudvikling for alle folkeskoler. Konkurrencen skal være med til at få de udviklingsprojekter, som foregår ude på skolerne i centrum, både så andre skoler kan lade sig inspirere og for at hylde de indsatser skolens personale, bestyrelser og elever sætter i gang. DM i skoleudvikling indsamler udviklingsforløb og videreformidler disse. Se mere på www.dmskoleudvikling.dk

DM i Skoleudvikling er gennemført på baggrund af en flerårig bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet, der udløber med udgangen af 2019.

INFO OM PRÆMIEBELØB
Den samlede præmiesum er på 100.000 kroner, der fordeler sig således: 1. præmie: 50.000 kr. / 2. præmie: 20.000 kr./ 3. præmie: 10.000 kr. / 4. præmie: 5.000 kr. /5. præmie: 5.000 kr./ Publikumsprisen: 10.000 kr.


Yderligere kommentarer: Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 23 27 05 38

Yderligere information:  Projektleder Poul Exner, pe@skole-foraeldre.dk, tlf. 33 86 02 08

 

 

Udgivet den

15. november 2019

af

sp

Læs også

02.04.24
Flere henvendelser om vold og overgreb end forventet
En gennemgang af samtlige henvendelser til Forældrerådgivningen i årene 2020-2024 viser, at der er flere henvendelser om vold og seksuelle krænkelser...
20.03.24
Ny aftale: Mere indflydelse til skolebestyrelserne
I den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, om...