Sæt folkeskolen på dagsordenen til kommunalvalget

Sæt folkeskolen på dagsordenen til kommunalvalget

Skole og Forældres formand opfordrer skolebestyrelserne til at sætte fokus på folkeskolens vilkår, når der er kommunalvalg til november.

I november 2017 er der kommunalvalg i Danmark. Kommunalvalget er en god mulighed for skolebestyrelserne til at øve indflydelse på kommunalpolitikerne.

- Det er vigtigt, at skolebestyrelsesmedlemmerne sætter folkeskolens vilkår på dagsordenen til kommunalvalget. Kommunalvalgkampen har stor indflydelse på, hvad kommunalpolitikerne kommer til at bruge deres tid og kommunens penge på de næste fire år. Som skolebestyrelsesmedlemmer har I mulighed for at præge kommunalvalgkampen, siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen.

Skole og Forældre laver en række aktiviteter i forbindelse med kommunalvalgkampen, men det er de lokale skolebestyrelsesmedlemmer, der har en særlig god mulighed for at sætte nogle lokale dagsordener. Det kan være økonomi, klassekvotienter, bedre faglighed, bedre inklusion, uro i klasserne eller andre dagsordener, der er vigtige lokalt. I nogle kommuner kan det være kortere skoledage, der skal på dagsordenen og i andre lukninger og sammenlægninger af folkeskolerne.

- Skolebestyrelsesmedlemmerne kan lokalt sætte sig nogle mål for, hvordan kommunalvalgkampen skal påvirkes. Jeg vil opfordre til, at skolebestyrelsesmedlemmerne snakker sammen på tværs af skoler og bliver enige om et eller to områder, som der skal sættes fokus på til kommunalvalget, siger Mette With Hagensen.

Alle kommunerne indgik før sommerferien en aftale med staten om kommunernes økonomi for 2017. Det betyder, at borgmestrene i alle landets kommuner har sagt ja til, at kommunen har penge nok til at løse opgaverne i 2017.

- Det er en dårlig undskyldning, hvis I hører i kommunalvalgkampen, at kommunen ikke har penge nok. Hvis det er tilfældet skulle kommunerne ikke have lavet aftalen med staten i foråret. Hver enkelt kommune skal kunne levere en folkeskole i en god kvalitet, siger Skole og Forældres formand.

Hun opfordrer medlemmerne til at lave valgmøder om folkeskolen og kontakte lokale medier og politikere med de dagsordener, der er relevante for den lokale folkeskole i god tid inden kommunalvalget.

- Et debatindlæg i en ugeavis, et indslag i den regionale tv-stations nyhedsudsendelse, et opslag på Facebook med et godt billede eller et valgmøde kan være nok til at starte en diskussion om folkeskolen i kommunen, siger Mette With Hagensen, der også opfordrer til at snakke med naboerne om folkeskolens vilkår.

Udvalgte links, der kan støtte skolebestyrelsens arbejde i forbindelse med kommunalvalget:

Kommuneopdelte tal om folkeskolen: www.uvm.dk/kommunetal

Kommunale nøgletal: www.noegletal.dk
Fremgangsmåde – vælg: 1) Alle kommuner 2) Undervisning + relevant faktor 3) Vælg år 4) Vælg PL-korrigeret 2016, hvis der er tale om penge – ellers lad visningen stå uændret 5) Efter ønske

Skole og Forældres lynkursus i lobbyisme: 
http://skole-foraeldre.dk/artikel/lynkursus-i-lobbyisme

Hele Undervisningsministeriets database på grundskoleområdet: 
https://www.uddannelsesstatistik.dk/grundskolen

Udgivet den

4. september 2017

af

sp

Læs også

20.03.24
Ny aftale: Mere indflydelse til skolebestyrelserne
I den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, om...
Omsorgsplaner i folkeskolen
12.03.24
I hver klasse sidder der to børn uden venner
Ny venskabsundersøgelse, lavet af Skole og Forældres magasin Skolebørn, viser, at der sidder to børn i hver klasse, der ikke har nogen venner i...