Toning af udskolingen
Med vedtagelsen af skolereformen i 2014 blev der givet bedre muligheder for at arbejde med udskolingslinjer, herunder profillinjer, og toninger af udskolingen.
Det skete ved at fremrykke valgfag fra 8. til 7. klasse og give mulighed for oprettelsen af flere nye valgfag. Samtidig blev holddannelsesreglerne lempet.
En så væsentlig beslutning som linjeopdeling af udskolingen, særlige profillinjer eller anden toning må tages af skolebestyrelsen efter drøftelser med ledelse, medarbejdere, forældre og elever. Skolebestyrelsen kan herefter fastlægge retningen og f.eks. skrive det ind i det eksisterende princip for undervisningens organisering eller formulere et helt nyt princip.
Værktøjskassen indeholder redskaber, der hjælper jer med at lave et effektfuldt princip for toning af udskolingen.
- Skole og Forældres konkret forslag til princip. Forslaget er til inspiration, og på den enkelte skole må det naturligvis fremgå af princippet, hvilken toning udskolingen skal have.
- Refleksionsskema med spørgsmål, der fører jer igennem arbejdet.
- Plan for implementering, der sikrer overgangen til udmøntning og tilsyn.
Allerede i 2011 anbefalede formandsskabet for det daværende Skolerådet, at skolerne igangsatte forsøg med udskolingslinjer og andre nye organiseringsformer for at styrke udskolingselevernes motivation og faglige udbytte.
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viste i 2015, at lidt under en femtedel af skolerne (18 %) arbejdede med linjer, og at skoler med store udskolingsafdelinger oftere vælger at arbejde med linjer. Dertil kommer 17 procent af skolerne, der i udskolingen arbejder med hold i mere end 25 % af undervisningen.