Skolebestyrelsesformænd: Skolerne skal selv prioritere ekstra penge til folkeskolen

Skolebestyrelsesformænd: Skolerne skal selv prioritere ekstra penge til folkeskolen

Skolerne skal selv have lov til at prioritere, hvad de skal bruge pengene på, hvis der investeres i folkeskolen. Det mener hele 73 procent af skolebestyrelsesformændene i en ny rundspørge, som Skole og Forældre har lavet i samarbejde med TV 2 og TV 2-regionerne.

”Vi ser meget store forskelle på skolerne, både fra kommune til kommune, men også fra skole til skole og på klasseniveau. Derfor er det også bedst, at det er skolerne selv, der prioriterer, hvordan pengene bedst bruges. Nogle steder giver det mening med færre i klasserne, andre steder med flere pædagoger og lærere,” siger Regitze Spenner Ishøy, landsformand for Skole og Forældre. 

Dog mener hun også, at fx et mindre klasseloft fastsat fra Christiansborg kan være en god ide.  

”Det er noget, som forældrene gerne vil have både for indskoling, mellemtrin og udskoling. Og helt konkret ønsker de et gennemsnit på knap 21 elever i klasserne. Det er jo noget fra de maksimale 28, der er i dag.” 

Økonomi og inklusion er de største udfordringer 

Skolebestyrelsesformændene er i rundspørgen blevet spurgt til, hvad de mener, er de største udfordringer for folkeskolen. Her peger flest på dårlig økonomi, inklusion, der ikke fungerer og utilstrækkelig støtte til elever med særlige behov.  

”De mange år med en dårlig økonomi på skolerne sætter sine spor. Og det ser vi tydeligt nu. Børn der kommer i klemme, mistrives og ikke kan komme i skole. Derfor er det glædeligt, at der er så mange partier, der vil investere i vores folkeskolen, for det har børnene virkelig brug,” siger Regitze Spenner Ishøy.  

I alt har 254 skolebestyrelsesformænd svaret på rundspørgen. Det svarer til cirka 23 procent af alle skolebestyrelsesformænd på landets folkeskoler. 

Læs mere om undersøgelsen blandt skolebestyrelsesformænd her

Udgivet den

19. marts 2026

af

mas

Læs også

16.03.26
Flertal af forældre: Skolens økonomi udfordrer børnenes skolegang
3 ud af 4 forældre oplever, at skolens økonomi står i vejen for, at deres barn kan få den skolegang, som de drømmer om. Det viser en ny undersøgelse...
09.03.26
Frederikssund Kommune giver alle skolebestyrelser et fireårigt kompetenceløft
I Frederikssund Kommune kan alle skolebestyrelser se frem til et kompetenceløft over de næste fire år. For kommunen har indgået et samarbejde med...